Nogle gange, når de ikke bomber, lader min mor mig lege med mine venner ude på gaden

Hassan er manden i huset.

Han er 11 år og har ansvaret for at skaffe alle familiens fornødenheder og dagligvarer til huse.

Ofte skal han langt væk efter varer, for der er knaphed på alt i det belejrede område Ghouta øst for Damaskus i det krigshærgede Syrien, hvor Hassan bor.

Men han klarer det. Krigen har gjort ham meget selvstændig, som hans mor, Umm Hassan, udtrykker det.

Drengen virker også ældre, end han er. Og så alligevel ikke.

Han savner sit legetøj, siger han. Det er begravet i ruinerne af hans hus. Han savner fjernsynet og børne-tv, som han ikke kan se, fordi der mangler elektricitet.

»Jeg leger derhjemme med min søster, og jeg laver legetøj til hende af papir. Nogle gange leger vi med sten. Nogle gange, når de ikke bomber, lader min mor mig lege med mine venner ude på gaden«, fortæller Hassan:

»Jeg håber, at det holder op, eller at jeg i det mindste får noget frugt og chokolade. Jeg ville ønske, at jeg havde en computer, så jeg kunne spille på den sammen med min søster«.

Håbet varer ved

Hassan går stadig i skole, men børnene har kun tre timer om dagen, og der undervises ikke længere i hverken kreative fag eller idræt. Hans mor frygter, at han ikke kan fortsætte, hvis krigen varer ved.

»Jeg håber, at Gud holder hånden over ham, og at han kan gøre sin skolegang færdig«, siger Umm Hassan.

11-årige Hassan er blandt de millioner af syriske børn, som lever i skyggen af en af de mest grusomme konflikter i mands minde.

Det hele begyndte med en opstand i marts 2011, hvor nogle børn i den sydlige provins Daraa skrev revolutionære slagord på murene i deres skole og påkaldte sig Bashar al-Assads regimes vrede.

Myndighederne anholdt og torterede dem, og opstanden bredte sig fra by til by. Historien om børnene fra Daraa blev historien om alle syriske børn.

De har oplevet kampe, drab, frygt og had, der har tvunget dem til at blive voksne før tid. Men de har ikke opgivet håbet, og de insisterer på at gå i skole, uanset hvor hård tilværelsen er blevet.

LÆS OGSÅ Syriske regeringsstyrker dræber 58 nær Damaskus

Børnene i Ghouta lever under belejring af Assads styrker. Den syriske hær har siden oktober 2013 opretholdt en blokade mod området, så befolkningen bor uden vand, elektricitet og telekommunikation.

Området er afskåret fra fødevarer og forsyninger af lægemidler udefra, og civile må hverken rejse ind eller ud.

Amnesty International har netop udgivet en rapport, der ifølge menneskerettighedsorganisationen dokumenterer, at det syriske regime står bag krigsforbrydelser i området, hvor regimet fra januar til juni i år har gennemført luftangreb, som har kostet hundredvis af civile livet.

Når krigen ender

»Når jagerflyene angriber, kan jeg holde mig for ørerne, men hvordan skal jeg forhindre mit hjerte i at hamre? Hvordan skal jeg tøjle den frygt, der griber mig? Måske falder bomberne langt fra mit hus, men kan jeg lade være med at tænke på de mennesker, der bliver bombet lige nu« spørger Hossam, en 12-årig dreng fra det østlige Ghouta.

Hossam fortæller, at han prøver at leve videre og at lære noget uden at spekulere så meget over krigen, han prøver at glemme volden. Men alt omkring ham minder ham om krigen. Hans tonefald, udtrykket i hans øjne, hans interesser, det hele viser, at han har været nødt til at lægge barndommen bag sig.

Han går på en af de få skoler, der stadig er i det belejrede område, og når han kan slippe af sted med det, elsker han at gå hen på biblioteket og læse.

Da vi spørger ham om, hvordan han forestiller sig fremtiden, svarer han: »Jeg kan slet ikke tænke på fremtiden, så længe krigen varer. Mit eneste ønske lige nu er, at myrderierne skal holde op og krigen ende. Når den ender, tror jeg, jeg vil arbejde for at skabe retfærdighed og etiske normer i mit lokalsamfund«. Og så tilføjer han: »Hvis jeg altså stadig er i live«.

Skal altid i kælderen

En morgen for to år siden blev Nours families hus ødelagt under et luftangreb. Familien, der sad og spiste morgenmad, overlevede mirakuløst, selv om nogle af den 10-årige piges familiemedlemmer fik nogle skrammer. Lige siden har de boet hjemme hos Nours bedstemor.

Nours mor lever i konstant angst for sine børn, og hun tvinger dem til at opholde sig meget af tiden i en mørk kælder, der engang blev brugt til byggematerialer. Hver gang der kommer et angreb, sender moderen dem ned i kælderen, så de må tit blive hjemme fra skole.

LÆS OGSÅ Civile dør på stribe i krigen mod IS

»Min mor er urolig for os på grund af bombardementerne. Så snart hun hører lyden af et fly eller en bombe, sender hun os ned i kælderen. Jeg bryder mig ikke om kælderen, for der er så mørkt, og der er ingen elektricitet, men min mor tvinger os altid til at gå derned«, siger Nour, hvis navn betyder lys på arabisk.

Nours søster, Falak, er ked af at gå glip af sin undervisning, for hun kan godt lide skolen og vil gerne blive dygtig.

»Min mor forbyder os somme tider at gå i skole på grund af bombardementerne, men jeg elsker min skole, og jeg vil ikke have, at nogen skal blive dygtigere end mig. Fordi skolen ligger så langt væk, tvinger min mor os til at blive her – selv når jeg begynder at græde«, fortæller Falak.

Tasneem er 15 år og bor ligesom de andre i det østlige Ghouta. Hun mener, at skolen giver børnene styrke til at leve videre trods den krig, belejring og økonomiske knaphed, de lever under.

Indtil februar i år havde Tasneem altid boet i det samme hus. Men familiens hjem blev fuldstændig ødelagt under et luftangreb i forbindelse med en offensiv, som hæren gennemførte i området. Hendes bror blev dræbt, og resten af hendes familie blev såret.

LÆS OGSÅ Islamisk Stat har hugget hovedet af verdenskendt arkæolog

Tasneem er stadig nødt til at gå gennem den gade, hvor hendes hus engang lå, så hver dag bliver hun mindet om, hvad hun har været igennem.

»Det, der minder mig mest om krigen, er den gade, jeg går ned ad hver dag. Den ligner ikke mere sig selv nu, hvor jeg har mistet mit hjem«, siger hun.

Tasneem beskriver luftangrebet:

»Det var en enormt svær situation. Jeg fik kraniebrud og havde sår i ansigtet. Min søster blev også såret, og min bror Zuheir blev dræbt. Vi mistede vores hjem og alle vores minder. Jeg glemmer aldrig det øjeblik«.

På grund af sine skader måtte Tasneem holde sig hjemme i anden halvdel af skoleåret. Men hun insisterede på at aflægge sine mellemskoleeksaminer og fik hjælp af et netværk for børn ved navn Hurras – Vagterne – der hjalp hende med at læse op på det, hun manglede. Hun bestod eksamen på trods af de frygtelige oplevelser og lidelserne.

»Jeg vil læse videre«, siger Tasneem, da vi spørger til hendes fremtidsplaner. »Jeg vil have, at krigen slutter, så jeg kan komme på universitetet. Jeg drømmer om at læse til journalist, så jeg kan vise folk sandheden og fortælle om alt det, der foregår«, siger hun.

Tasneem smiler: »Jeg har trods alt ikke opgivet håbet«.

Arbejde, militser og giftemål truer

Netværket Hurras står for et af de væsentligste sociale og psykosociale hjælpeprogrammer for udsatte børn i den belejrede Damaskus-forstad.

Det frivillige netværks leder, som kalder sig Maimouna, siger, at gruppen støtter børn gennem leg og integrationsprogrammer for dem, der har særlige behov. Netværket hjælper også børn, der er blevet nægtet skolegang. Eller børn, der er i fare for at blive rekrutteret til en væbnet gruppe, for at blive bortgift i en ung alder eller ende i børnearbejde.

Ifølge Maimouna har Hurras hjulpet mange børn, og Tasneem er et af dem:

»Vi optog hende i vores uddannelsesprogram sammen med flere andre børn, som ikke må gå i skole, fordi de skal arbejde. Resultatet var, at fem af otte børn, foruden Tasneem, bestod eksamen«

LÆS OGSÅ Islamisk Stat smadrer syrisk kloster med bulldozere

Ifølge statistiske oplysninger fra Doumas Lokalråd – en betydningsfuld administrativ græsrodsbevægelse, som blev grundlagt, da hæren mistede kontrollen over den vigtigste by i området – er antallet af børn, der går i skole, faldet fra 70.000 inden krigen til kun 14.000 i dag.

Hver tredje af områdets 30 skoler er blevet ødelagt, sikkerheden er blevet alvorligt forværret, og mens mange børn har forladt skolen for at søge arbejde, er andre blevet rekrutteret af militser og atter andre giftet bort.

Hossam, Tasneem, Nour, Falak og Hassan lever under permanent belejring. Fælles for dem er deres håb og deres lidelser, deres latter og tårer, deres drømme og fortvivlelse.

De hævder alle sammen, at de er stærke og nok skal stå krigens rædsler igennem.